Handlekraft - 2003:

Byen, der købte sin købmand

Borgerne i den lille djurslandske by Nørager var i chok, da deres købmand lukkede. Så købte de den.

Læs journalist Jack Jacksons artikel om „Byen, der købte sin Købmand“ !
Artiklen var først bragt i Politiken 1.6.2003.

Alle vidste, at købmanden snart skulle lukke. Men ingen regnede med, at det ville ske lige nu - og slet ikke, at det ville ske så pludseligt. Det var dagen, da Nørager gik i stå.

»Det var en torsdag. 20. marts«, siger Bjarne ‘BK’ Knudsen. Det er ham, Nøragerboerne kærligt kalder Bykongen. Han er formand for Nøragers Beboerforening, og han var den første, der hørte nyheden. Bent og Anna Nyholm Jensens Spar-købmand ligger på Nøragers lille hovedgade, nede ad bakken og rundt om hjørnet fra de grønne boldbaner, kirken og cafeteriet. Byen ligger på Djursland, 45 km nordøst for Århus.

Bents købmand var stedet, hvor alle mødtes; både de familier, som har boet her i generationer, og ‘flipperne’, som strømmede til området fra 60’erne og fremefter. Alle kom til købmanden, fra byen og gårdene rundt om Nørager. Butikken ligger som et knudepunkt for alle de seks veje, som snor sig ind til byen - fra de kraftige løvskove syd og nord for byen, fra tørvemoserne mod øst og de jordbrune kartoffelrækker og lysegrønne sammenstykkede kornmarker mod vest.

Mange af byens 300 beboere benyttede købmanden så ofte, at Bent spurgte, om de havde været syge, hvis de ikke var kommet forbi i løbet af ugen. Købmanden har været en del af byen i mere end 100 år, de sidste 46 med Bent og Anna som ejere.

Men ægteparret var efterhånden klar til at lade sig pensionere, og i to år havde de ledt efter en køber. Bent havde med mellemrum fortalt sine kunder om interesserede købere, men det blev aldrig til noget. Og så kom den torsdag, hvor alt ændrede sig.

 

Planen

Bjarne Knudsen ejer BK Stål Teknik og Smedie, et lille, moderne værksted i udkanten af byen. På arbejdet bærer han en blå arbejdsskjorte, hvor der står ‘BJARNE’ over højre lomme. Den er knappet op et godt stykke ned ad brystkassen, hvorfra gråt, krøllet hår titter frem. En sølvring dingler fra en tynd sølvhalskæde.

»Jeg fik at vide af Anne, at de skulle lukke to dage senere og fik straks fat i flere af byens folk«, fortæller han. To af dem var Annette og Keld Pedersen, som sidder i foreningens bestyrelse. Bjarne Knudsen spildte ikke tiden.

»Jeg sagde, nu skal der sat’me knald på. Der skulle handling til, og med det samme. Det var næsten en slags kontrolleret selvforsvar«, forklarer han og kigger ud over sine briller. »Der skulle ikke ledes for mange dage efter en løsning, og der skulle ikke startes en diskussion. Der skulle konkret handling til. Ikke noget om demokrati og bureaukrati og skidt og møg«.

Bjarne Knudsen og hans hold hængte et banner hen over hovedgaden, Munkhusevej: ‘Købmanden lukker. Vi mødes i forsamlingshuset onsdag kl. 19.’ Fem dage efter dukkede 140-150 mennesker op.
»Så mange huse er der ikke engang i byen«, noterer en af byens borgere.

Planen var, at Nørager Beboerforening skulle købe Spar-købmanden. Borgerne gjorde noget lignede i 1990, da de finansierede en ny børnehave, og det var en succes, så hvorfor ikke gøre det igen? Alle ved mødet udfyldte en lille seddel, med det de forventede at give i støtte - både penge og frivillig arbejdskraft.

Køb og renovering af butikken og boligen ville koste cirka 1,4 millioner kroner, og et kreditforeningslån kunne dække halvdelen. »Vi manglede 700.000«, konstaterer Annette Pedersen. Banken kunne bidrage med lån, men så meget som muligt skulle komme fra Nøragers beboere. »Med 300.000 ville det have gået«. Hun blinker og tilføjer: »Vi fik fem«. Eller mere præcist: 526.000 kroner var indsamlet over fire dage fra 121 husstande.

Argumenterne

Frank Rasmussen havde et af de mest overbevisende argumenter. Frank taler som en sportskommentator, og det er ikke tilfældigt; han er formand for den anden vigtige forening i byen, Nørager Boldklub. En forening så hellig, at gamle beboere testamenterer penge til den. Frank sagde, at hver by må have fire ingredienser for at trives: Børnehave, boldklub, beboerforening og købmand.

»De fire ting hænger sammen. Hvis vi ingen købmand har, så flytter folk til andre steder. Og så er der ingen basis for at have en børnehave. Og så videre. Det er en ond cirkel«.

Et andet argument var, at huspriserne ville falde. »Det grinede jeg lidt af«, siger Gitte Busck, en af de såkaldte flippere, som flyttede til området i 1978. »Det er fuldstændig lige meget, om vores huspriser falder - der er ikke nogen af os, der flytter herfra alligevel!«.

Byen

Én historie om Nørager lyder, at hvis dit barn skal fejre fødselsdag, og hele familien er inviteret, vil der komme 42 børn fra byen. Mange af byens beboere pointerer, at det tætte netværk blandt næsten alle er en af de væsentligste grunde til, at sådan noget som købmandsprojektet bliver til virkelighed.
   »Det er familie, det hele«, siger Lillian Pedersen, som er født i Gjesing, en soveby fem kilometer mod sydvest, og har boet i Nørager siden 1953. »Og det er selv om, der kom flippere til byen«. Franks mor, Alice Rasmussen, tilføjer: »Vi var glade for dem. De var bare anderledes. Helt anderledes. Der kom mange i forhold til byens størrelse. Man var enten flipper eller lokal. Det er ikke negativt ment«, understreger hun.

Gitte Busck finder sin brune træpibe frem, stopper den med en tot Watson’s Red og tænder den. Hun sender en strøm af røg ud. »I Nørager kan man få lov til at være lidt sær. Man bliver modtaget - og kigget lidt an, selvfølgelig - men der er plads til at være anderledes«.

Spillebulen

Nørager har i årevis af andre på Djursland været kendt som Det Sorte Sogn, ikke helt så fin, som den rivaliserende naboby Vivild. Den ligger kun 4 km væk, men der er en verden til forskel; Vivild er åben mod alle sider med et geometrisk net af gader og huse, karseklippede hække, en del forretninger og en valgmenighed.

»Vivild er lidt … finere«, siger Lillian Pedersen forsigtigt. »Vi er nede på jorden. Det er dén, man har levet af«.

Der var engang stier fra Nørager ud til moserne, hvor mange borgere arbejdede med en spade om sommeren for en elendig løn. Andre arbejdede i Løvenholm Skov eller prøvede at dyrke afgrøder på den sandede, magre jord. »Det har været et meget fattigt område«, siger Gitte Busck. »Det sætter sig bestemt i kulturen - især i et samfund, hvor folk traditionelt bliver på stedet. Her er der altid plads til originaler. Det var nemmere for flipperne at trives her end så mange andre steder, ik’?«

Nørager er også berygtet som et spillested. Nogle har angiveligt tabt deres biler, deres lastvogne, deres gård - eller, siger historien, endda deres koner - i et kortspil, der hedder ‘farven’ eller et terningspil, der hedder ‘seks’eren’.
   »Man kunne se folk spille ‘farven’ om aftenen i cafeteriet. De sad på bænke i lange rækker«, siger Alice Rasmussen, og det skete hver uge, hævder hun, lige når folk havde fået deres ugentlige understøttelse.

Nogle hentyder til, at folk stadig spiller, og at selv byens unge kender alle spillene. Andre siger, at det er historie og vil helst ikke snakke om emnet. Bent og Anna bryder sig ikke om at tale om ‘spillebulen’. »Nej, nej, nej, det var for 30 år siden«, forsikrer Bent. »Det var i de gamle dage«, supplerer Anna. »I dag er Nørager lige som andre byer. De folk, der spillede, er døde for mange år siden«. »Mange år siden«, gentager Bent.

Butikken

God betjening. Det var det princip, Bent og Anna drev deres købmandsforretning efter. De og deres fire nu voksne børn bar madvarer og ølflasker ud til kundens bil eller kørte varerne hjem til folk. Bent brugte hverken regnemaskine eller computer, men havde en bog, hvori han skrev navnene på de kunder, som ikke kunne betale. Og så belønnede ham dem med slikposer eller cigaretter, når de kom med pengene. Børn fik slik på deres fødselsdag - »indtil de blev 14 år«, indskyder Bent og deres forældre fik et nyt stykke keramik hver jul fra den lokale keramiker, hvilket i årenes løb blev til hele serier af kaffestel og askebægre.

Så er der historierne. Den om, hvordan Bent udkonkurrerede den lokale Brugs. Den om omsætningen, som steg 20 procent, da de begyndte at sælge økologiske varer. Og den om fyren, som tog en flaske spiritus og gemte den i sin jakke; efter at han havde betalt for et par småting, sagde Bent: »Og den flaske whisky i din jakkelomme - den får du som en gave, fordi det er så tæt på jul«.
   Nøragers Beboerforening gav Bent og Anna mulighed for at bo i butikkens ejendom, så længe de vil, til en lav husleje.

Selve butikken har fået sat nyt loft op, malet, tapetseret, poleret, skiftet ud, gjort rent. Et hold på omkring 30 frivillige arbejdede dag og nat på skift. Andre, som Alice Rasmussen, lavede mad til dem. Købmandskæden Spar genopfyldte lageret og rådgav de to lokale kvinder, som skulle drive butikken videre, Bettina Hansen og Helle Jensen. Ingen af dem havde købmandserfaring - Bettina kommer fra hjemmeplejen og Helle var dagplejemor uden arbejde. Bettina tvivler ikke på, at butikkens ejere, Nørager, vil bakke dem op.

Genåbning

Det er lørdag 10. maj. Der er gået 50 dage siden den torsdag, hvor Anna fortalte Bjarne ‘BK’ Knudsen, at butikken skulle lukke to dage senere. Nu genåbner købmanden i Nørager, og der er fest fra morgenstunden.

Allerede kl. 10 er der lige så mange kopper fadøl som kaffe på bordene, og i et hjørne af teltet spiller en mand de bløde toner af ‘Se hvilken morgenstund’ på elektrisk klaver. Bjarne Knudsen er på vej til mikrofonen for at give en af de mange takketaler. Før han kan sige noget, begynder mængden at råbe taktfast i kor: »Her kommer Bjarne Knudsen, med stor cigar og røven bar«.

Så lyder der en rat-a-tat-tat af trommer og en summen af kazooer, guitar, horn, fløjte og alt muligt andet nede ad Munkhusevej, med byens musikelskende flippere i spidsen. Musiklærerinden falder ind med sin trompet; hun blæser ‘When the Saints Go Marching In’, og mange strømmer ud af teltet og begynder at klappe med til en børneflok, som marcherer op ad gaden, mens de synger:

»Så er der fest, så er der fest, så er der fest i vores by. For vi har igen en købmand. Så er der fest i vores by«.