Fortællinger fra Nøragers historie:

Forretningslivet i Nørager før og nu

Anna Nyholm Jensen skrev i Nørager Beboerforenings
25 års jubilæumsskrift 1994:

Da vi for mange år siden kom her til byen, var bybilledet et ganske andet. Byen var præget af mange små forretninger (red.: det var i 1957).

Jeg vil her give et indtryk af, hvor mange der i virkeligheden var. men inden vi nåede hertil med rutebil fra Randers, var vi blevet godt „rystet“. Der var grusvej fra både Vivild og Gjesing og næsten helt ind til byen.
 
Disse veje var fyldt med huller og store sten. Når der skulle bruges fyld til at jævne med, havde vi to vognmænd her i byen, der sørgede for dette. Den ene var Søren Andersen og den anden „Bette Jens“ (Jens Kvist). De fungerede i mange år, indtil Jytte og Sigfred Laursen overtog dette foretagende.
   Langs vejene lå der dynger af både grus og sten. Ofte så man mænd sidde ved disse stendynger – de „slog sten“, som man kaldte det. Dette var noget, som mange før i tiden prøvede – et ikke særligt eftertragtet job. Men det gav jo brød på bordet.
   Der var mange, som havde et godt håndelag for dette – det skulle de nok ligesom forstå, for at få en dagløn ud af det. Jeg husker købmanden, som vi købte af, fortalte, at han også havde „slået sten“, men når det var aften, havde han ikke flere sten, end der kunne være i hans hat. Resten lå spredt ud over hele grusgraven. Men han var så heldig, at der var en murer her i byen, Christian Laursen, hed han, som kunne lære ham kunsten udi dette fag.

På dette tidspunkt var der både murer og tømrer her i byen. Mureren var som sagt Chr. Laursen, tømreren Rasmus Qvist. Rasmus var en stabil og dygtig håndværker, som alle havde tillid til. Han var eneste tømrer her i flere år. Senere etablerede Erik Fuglsang sig – også han var en dygtig og energisk håndværker, der satte sit præg på byen. Hans forretning gik strygende, indtil sygdom tvang ham til at stoppe.
 
Samme år, som vi kom her til Nørager, fik byen også en anden tilflytter. Det var smeden. Anne Marie og Aage Andersen overtog smedeforretningen efter Ruth og Sigfred Nielsen.
   Smeden har dygtigt drevet dette værksted indtil nu, og hos Aage står porten stadig på klem.
 
Af andre forretninger kan nævnes to slagterforretninger. Den ene lå på Hjørnevej, den anden på Mejerivej. Den på Hjørnevej var Anna og Peter Såby ejer af. To gange om ugen kørte Peter Såby rundt i byen og omegnen i sin gamle Citröen og solgte kød fra bilen, mens Anna passede forretningen derhjemme.
   Karen og Bjørn var indehavere af slagterforretningen på Mejerivej. En nydelig lille forretning, hvor Karen holdt både kødvarer og lokaler i fineste orden. Senere blev denne forretning overtaget af Sigrid og Aksel Jensen, som drev den i en del år, indtil Sigrids helbred svigtede.

Der var også to brødudsalg. Der var Veronika „henne i kælderen“, som vi sagde. Det var den, der senere blev overtaget af Inge og Gunnar Jensen. Her kunne man købe frisk brød, is, øl, sodavand m.m. Der var åbent hver eneste dag fra morgen til hen på aftenen – hele ugen.
   Det andet brødudsalg lå på Mejerivej. Det var Helga og Carl Jensen, der ejede det. Samtidig passede de byens fryseboks.
 
På Mejerivej havde det gamle mejeri til huse. Det var Jenny og H. C. Andersen, der bestyrede det. Her kunne byens borgere købe mælk hver morgen fra kl. 7.30 til kl. 10.00. Om sommeren også mellem kl. 16.00 og kl. 17.00.
   På dette tidspunkt var der ikke badeværelse i ethvert hjem, så mejeriet fungerede også som hele byens badeværelse. Her kunne kan få sig et ugentligt bad.
 
Taxa var der også her i Nørager, det var Alice og Børge Rasmussen, der ejede denne. Mange af os husker jo sagtens, hvordan Børge kørte fra hus til hus for at hente vores børn, når de skulle til boldspil. Børnene var meget glade for Børge, men havde også respekt for ham.
   Samtidig med taxaforretningen havde de i mange år salg af hårde hvidevarer, gasdepot og meget mere. Desværre gik Børge alt for tidligt bort. Men Alice drev dygtigt forretningen videre, godt hjulpet af børnene Gitte og Frank.
   Nu har Alice overdraget foretagendet til Gitte og Knud Erik Elgård, som er gået igang med lyst og iver. Vi håber alle, at der i mange år fremover vil være taxa i byen.
 
På Munkhusevej lå også et cykelværksted. Anders Hausborg reparerede cykler og andre ting, der kunne falde ind under hans kunnen. Imens sad hans kone Karla inde i stuen og syede fine kjoler til byens damer.
 
Så var her en brugsforening. Midt i centrum lå den. En efter den tid stor forretning med en mægtig omsætning. Der var på det tidspunkt, foruden uddeler Andreasen, 4-5 medhjælpere.
   Vi forhørte os inden vi kom her til byen. Vi fik oplyst, at det var en af de største brugsforeninger på Djursland, hvis det ikke var den største. Jeg vil nok sige, at vi blev mere frarådt end anbefalet, at rejse hertil. Men Bent og jeg vovede springet, og heldigvis blev der opgangstider. Tiden var med os ligesom med alle andre, der startede op på det tidspunkt.
 
Der var to forretninger her i huset. Købmand Hausborg var startet op som herrefrisør. Da vi så overtog butikken, foreslog han mig, at jeg også skulle drive frisørforretning. For som han sagde: „Det er nogle gode penge at tjene“. Jeg blev nu ikke millionær af den forretning – 75 øre for børn og 1,25 kr. for voksne.
   I selve købmandsbutikken var der ikke det store udbud af varer, og som følge deraf en lille omsætning. Butiksarealet var på 30 kvm, alt var malet mørkegrønt. Midt i butikken var der en disk hele vejen igennem. Fra loftet dinglede ting og sager ned, som var ophængt i kroge. På hylderne var der forskellige varer. F.eks. husker jeg, at der på den øverste hylde stod gummistøvler og på den næste hylde grønærter på dåse. Det betød ikke så meget med varernes placering dengang.
   Ellers var der gammelt inventar, kaffemølle, vægt på disken osv. I årene fremover udvidede vi med jævne mellemrum, indtil vi i 1975 byggede den forretning, som ligger her i dag.
 
Men tiden går, og en skønne dag når også vi den alder, hvor vi må sige tak for tiden, der gik. Men vi ønsker af hele vort hjerte, at der må komme nye veluddannede kræfter til, som vil gøre alt for, at der også fremover vil være købmandsforretning i Nørager.
 
Der kom også med årene en allenkunstner til byen, og det er Bjarne Knudsen. Bjarne har opført byens eneste fabrik – det kan man vist godt kalde virksomheden. Samtidig driver han smedeværksted – han magter det hele. En ung mand med masser af mod på fremtiden.
 
I nabolaget til denne fabrik ligger Jonna’s Stofbutik. Her kan købes alt fra møbelstof til gardiner. Folk fra hele omegnen og endnu længere fra valfarter til „Jonna“ for at finde rigtige stykker stof. Trænger vi til nyt selskabstøj, kan vi også finde stof til dette på hylderne.
 
Lige i udkanten af byen ligger et keramikværksted – Pottehuset. Åse og Troels fremstiller mange flotte ting i keramik.
   Vi har gennem årene fået fremstillet gaver til kunderne til jul, gaver som vi med glæde har kunnet give videre. Pottehuset har fået bygget en fin forretning ved siden af værkstedet, og især om sommeren kommer både danskere og udlændinge og spørger om vej dertil.
 
Johannes Sørensen drev i mange år en mindre møbelfabrik. Det var hovedsageligt stolestel, der blev fabrikeret på Munkhusevej.
 
Krista Sørensen var i samme periode centralbestyrer. En central var dengang samlingspunktet for byens borgere – et sted, hvor man kunne få udvekslet nyheder. Krista og Johannes var et usædvanligt gæstfrit par. Utallige er de kopper kaffe, der er indtaget af stort set alle i byen.
   Johannes overdrog sin forretning til sønnen Jens Anker, der sammen med sin kone Ketty drev den videre i flere år.
 
Der har også gennem mange år været cafeteria her i Nørager. Det var Tove og Jørgen Hviid, der startede op og drev det gennem en årrække. Senere købte Ejvind Nielsen det populære sted. Også Conny og Svend Davidsen drev det i en årrække, indtil Ellen og Harry Hansen overtog herlighederne. Harry nyder nu tilværelsen her i Nørager, men har desværre endnu ikke fundet en afløser, som alle i byen håber må komme.
 
Det er af stor betydning for landsbyerne med sådanne forretninger. Det skaber liv i byen. Også børnehaven er med til at højne niveauet i Nørager. Vi kan her i huset dagligt glæde os over at se børnene ovre på den anden side af gaden – og hilse på forældrene, når de henter poderne hjem.
   For os med forretninger betyder det meget med et forsamlingshus i byen. Både børnehaven og forsamlingshuset er med til at øge omsætningen. Nævnes skal også Boldklubbens bankospil, ældreklubben og masser af fester i salen.
 
Alt det skylder vi Beboerforeningen en tak for. En stor tak til alle der gennem årene har brugt tid på at udføre et stykke arbejde som medlem af bestyrelsen.
   Til slut ønsker Bent og jeg beboerforeningen hjertelig tillykke med 25 års jubilæet med håbet om, at foreningen må bestå i al fremtid.
 
Hjertelig til lykke