2007

Skoler for diamanter

De indiske Bhansali-brødre sælger
diamanter til de rige og bruger pengene
på skoler og hospital for de fattige

 
Brødrene Bhansali i Indien mener, at meningen med livet er at hjælpe andre. At det gælder om at bruge egne ressourcer der, hvor der er mest behov for dem. Selv om man ikke kan hjælpe alle, kan man altid gøre noget.
   Familien Bhansali er jains. Jainismen er en religion, som ligger nær hinduismen. En jain lever sit liv med stor opmærksomhed på ikke at skade andre og på at minimere sine behov.
   Faderen, som var en fattig håndværker, lærte sine syv sønner at respektere medmenneskene. Han så det som sin selvfølgelige pligt altid at dele med dem, der havde mindre end han selv. For ham var det naturligt ikke at dømme om andres motiver eller handlinger, men selv foregå med et godt eksempel.
   Dinesh, den ældste af brødrene, rejste som 16-årig til Bombay og startede en diamanthandel, som hele familien snart tog del i.
   Mahesh, en anden af brødrene, havde tænkt sig at blive jainpræst. I stedet uddannede han sig til ingeniør for at arbejde praktisk på at forbedre de fattiges vilkår. Han valgte også at forblive ugift for at kunne bruge al sin tid og energi på socialt arbejde.

Det var under tørkekatastrofen i Bihar i 1967, at familien for første gang tog fat på et virkeligt stort hjælpearbejde. Ud fra erfaringerne med hjælpen under katastrofen grundlagde Dinesh Bhansali Trust, som han var leder af indtil sin død i 2002.
   Alle brødre er enige om at bruge – ikke kun en stor del af overskuddet fra diamantindustrien, men også en del af deres kapital til socialt arbejde.

”Vi tjener pengene, og Mahesh bruger dem,” siger de. ”Det giver balance.”

Landsbysamfundet
Bhansali Trust fungerer som social- og sundhedsvæsen for op mod en million mennesker i de tilbagestående og fattige områder mellem Gujarat og Pakistan. Befolkningen lever af at holde geder og kameler og dyrke det, der kan gro i halvørkenen.
   Bhansali Trust tager sig af det sociale arbejde der, hvor statens program ikke fungerer. For eksempel der, hvor statens skoler står tomme, fordi lærerne ikke møder op på arbejde.
   Analfabetismen er stor. Blandt de få, der kan læse, er der ikke ret mange, der kan forstå, hvad der står i en avis.

Indien er verdens største demokrati. Men en stor del af befolkningen ved ikke, hvad demokrati betyder. De kender ikke demokratiets spilleregler og ved ikke noget om rettigheder og pligter. De kan ikke tage stilling til information.
   Bhansali Trust forsøger at formidle viden og dermed give mulighed for, at folk kan vurdere og tage stilling. I dag vælger folk politikere efter religiøse overbevisninger eller efter, hvilken kaste de hører til. Ikke efter deres politiske budskab.

Befolkningen har meget lille viden om hygiejne og ernæring. Mange bliver blinde på grund af øjensygdommen trachoma, som udvikles ved dårlig hygiejne. På grund af mangel på vitamin A lider mange af natblindhed.
   Kvinderne har kronisk jernmangel i blodet. Børnene er små ved fødslen, og spædbørnsdødeligheden er høj.
   Dårlige sanitære forhold forårsager smitsomme diarrésygdomme, som er et stort problem.
   Når der er problemer med sygdom, økonomi eller det omgivende samfund, går man til en medicinmand for at få vejledning.

Den røde tråd
Den røde tråd i trustens arbejde er at bryde fattigdomscirklen. At gøre det muligt for børnene at komme i skole i stedet for at arbejde. Det kræver, at forældrene er raske, har arbejde og ikke har for mange børn.
   Indenfor en radius af 20 km fra byen Radhanpur i Gujarat, findes mindst 30 små samfund. Alle med forskellige traditioner og levevis.
   For at få mulighed for at lave om på noget, er det nødvendigt at vide noget om samfundets organisation og værdier. Mahesh bruger meget af sin tid på at besøge de forskellige samfund. Han taler med folk om, hvad der fungerer godt i deres samfund og hvad, der giver problemer.

Efter de mange års arbejde har trusten fået et godt ry. Befolkningen kender til trustens arbejde, og de ser, at børnene lever længere. Der er tillid til Mahesh og hans medarbejdere.

Mothercare med engagement
For hver 1.000 personer findes en uddannet anganwadi. En anganwadi er en kvinde fra landsbyen, der har lært om hygiejne og ernæring. Hun giver protein og vitaminer til alle børn under fem år samt til gravide og ammende kvinder. Hun kan behandle feber og diarré. Hun kender de symptomer, som er så alvorlige, at barnet har behov af at komme på sygehuset.
   Hun kender de dårligst stillede familier i landsbyen, som har brug for ekstra støtte.
   Hun lærer også børnene traditionelle sange og danse og fortæller om verden udenfor landsbyen.

I tyndt befolkede områder som det nordlige Gujarat fungerer statens udviklingsprojekter dårligt. Korruptionen bliver stor, når kontrollen er lille.
   I området samarbejder Bhansali Trust med staten på den måde, at trusten uddanner og rådgiver personalet, mens staten betaler lønnen. Bhansali Trust fordobler så lønnen og kræver engagement til gengæld.
   Der kommer en supervisor på besøg hver måned og kontrollerer områder som nøjagtighed, ærlighed og åbningstider. Den svageste anganwadi får mest opmærksomhed, fordi hun har mest brug for det.
   Bhansali Trust har ansvaret for 650 anganwadies.

Pigernes vilkår
Indiske piger får livet igennem at vide, at de er en belastning. At de er lavere- stående end drengene og et problem for familien. De lærer, at det er rimeligt, at manden slår. I mange landsbysamfund har drengens familie lov at forlange store summer i medgift fra pigens forældre. Mange døtre er derfor økonomisk ruin for en familie.
   ”Må du få en datter!” er en forbandelse, man kan nedkalde over sin uven.
   Af disse grunde får drengene bedre mad. Og når de er syge, bliver de hurtigere bragt til læge og får dyrere medicin end pigerne.
   Man ser ikke nogen mening i at give pigerne uddannelse. De skal passe madlavning, mand og barn, så snart de bliver gift. De behøver ikke kunne læse til det.
   Teenagepigerne bliver de nye mødre. De kommer til at sætte præg på næste generations helse og holdninger. De har allerede i egne familier hovedansvaret for deres mindre brødre og søstre.

Bhansali Trust arrangerer undervisning for teenagepiger. Pigerne får et minimum af færdigheder. De får at vide, at det er forbudt at voldtage og slå sin kone. At pigen skal være 18 år, før hun kan giftes væk.
   Man ønsker at give pigerne mere selvtillid og dermed højere status, som hun kan give videre til sine døtre. Bhansali-brødrene siger, at når de uddanner en pige, vil det være samfundet til gavn i højere grad, end når de uddanner en dreng.

Sundhedsvæsen
Den indiske stat har gratis sygehuse, men ringe hjælp til landsbysamfundene.
   Bhansali Trust træner derfor barfods-læger efter kinesisk princip. En barfodslæge kan behandle simple sygdomme og kender symptomerne på de mere alvorlige sygdomme, som kræver, at patienten kommer under rigtig lægebehandling.
   Barfodslægen kommer omkring på cykel der, hvor alternativet ellers er ingen læge overhovedet.

Brødrene Bhansali driver også et antal hospitaler og klinikker. Her behandler man efter vestlige metoder i en sygdoms akutte stadie og forebygger med vejledning på længere sigt.
   Det største af trustens sygehuse hedder Gandhi-Lincoln Hospital. Navnet illustrerer ønsket om at blande det bedste fra øst med det bedste fra vest.
   Patienterne betaler det, de kan betale. Man mener, det er bedst for enhvers selvfølelse at gøre så meget som muligt selv.

Tuberkulose er ”Number One Killer” i dette område. Sygdomsforløbet er langtrukkent og koster mange penge til medicin og læger.
   Patienterne har ingen viden om bakterier og smitteveje. De mener, sygdom er gudernes straf for synder i dette eller tidligere liv.
   Efter kort tids tuberkulosebehandling føler man sig rask. Feber og hoste forsvinder, appetitten kommer tilbage. Alligevel er det nødvendigt at fortsætte med at købe og tage medicin i seks måneder.

Dårligt gennemført medicinering skaber resistente bakterier, som er til fare for hele samfundet. Derfor er befolkningens tillid til behandlerne og opfølgningsarbejdet af største betydning.
   Bhansali Trust uddanner udvalgte personer fra landsbyerne til ”door-to-door-servants. De finkæmmer landsbyen og opfordrer syge til at søge lægehjælp.
   Når behandlingen er startet, motiverer man til efterkontroller og til at gennemføre hele medicineringen. Bhansali Trust hjælper den enkelte patient, men ser det som lige så vigtigt at afbryde smittevejene.

Diamantslibning og enker
Det kan være vanskeligt for enker at forsørge deres børn. En enke i Indien kan som regel ikke giftes igen. Og da det indiske system bygger på familiens og ikke det offentliges hjælp, er enkens børn mange gange nødt til at arbejde for at tjene til føden i stedet for at gå i skole.

Bhansali Trust har startet to diamantsliberier med enker som arbejdskraft. De bliver nøje udvalgt og oplært, da håndværket skal udføres dygtigt, for at diamanterne kan sælges.
   Tidligere har man forsøgt med tæppevævning og brødbagning, men det har resulteret i konkurrence med anden småindustri.
   Man har ikke det problem indenfor diamantområdet. Desuden har brødrene Bhansali indgående kendskab til markedet og distributionsvejene.
   Overskuddet fra disse fabrikker tilfalder kvinderne, der arbejder der. De tjener ti gange så meget, som de ellers har mulighed for, og børnene kan komme i skole.

Opium
I denne egn af Indien er der tradition for at drikke opium ved religiøse begivenheder. De pårørende forventes at give opium ved fødsler og dødsfald.
   Men misbrug er et problem.

Trusten har siden 1989 organiseret afvænningslejre. Hold på 20-30 misbrugere af gangen bor en uge i lejr. De får medicin mod abstinenserne, så de kan deltage i gruppeterapi, bøn og fysisk aktivitet.
   Godt 15.500 personer har gennemgået kuren. Der er forholdsvis ringe tilbagefald. Trustens medarbejdere kommer også her på regelmæssige hjemmebesøg for at give støtte i forløbet efter lejren.

Bodhgaya eyecamp
Hver vinter arrangerer Bhansali Trust verdens største øjenoperationslejr i Bodhgaya i den nordlige delstat Bihar. I dette område bliver mange blinde af grå stær.
   Befolkningen har ikke råd til at betale for operationer, så følgelig findes der ikke ret mange øjenlæger.
   Trusten transporterer derfor et helt felthospital med udstyr og personale de 2000 km fra Gujarat. Personalet arbejder ti timer og opererer 700-800 patienter dagligt. Under den tre uger lange lejr i 2004 blev over 17.000 personer opereret, heriblandt 500 børn i fuld narkose. Operation og tre dages ophold er gratis for patienterne.

De store kontraster i det indiske samfund ses tydeligt under sådan en lejr. På den ene side er patienterne analfabeter og accepterer operationen med et fingeraftryk. På den anden side bliver deres data og operationernes forløb registreret på edb. Man kan se den enkelte læges resultat i en database.

Bhansali Trust lægger stor vægt på kvalitet og hygiejne. En læge er ansat til at gå rundt og kontrollere, at de hygiejniske forskrifter bliver fulgt.
   Kun én person ud af 17.000 udviklede betændelse efter indgrebet på 2004-lejren.
   En måned efter operationen og to gange senere arrangeres efterkontroller i landsbyerne.
   25 læger lukker deres egne klinikker og arbejder gratis i lejren. De siger, at de til hverdag får penge for deres arbejde. I lejren får de mere – nemlig patienternes velsignelse. Det er derfor de kommer hvert år.
   Den første øjenlejr fandt sted i 1985. I alt er 200.000 personer opereret.

Personalepolitik
Trusten går bevidst efter at ansætte lige så mange intelligente som ærlige medarbejdere til sine arbejdsområder. De intelligente ser behovene og får ideer til forbedringer. De ærlige sørger for, at pengene bliver brugt efter hensigten.
   Brødrene Bhansali har 2.500 ansatte i diamantindustrien og 2.500 i det sociale arbejde. En stor del af personalet bor og arbejder langt fra egen familie.
   Som en slags social forsikring bliver en del af lønnen indbetalt på en låst konto, så der altid er noget til familien. Desuden hjælper man ved sygdom og dødsfald.

Bhansali-familien giver større opmærksomhed og flere penge til dem, der ikke klarer sig så godt.
   ”Vi sørger for, at deres basale behov er dækket. Nogle har ikke så stor kapacitet, nogle er ikke så intelligente som andre, nogle er langsomme. Men er det så ikke de mennesker, der har brug for størst opmærksomhed?” spørger de.
   Bhansali-brødrene vil gerne have, at deres personale skal gå foran med godt eksempel. Den, der ikke ryger tobak, får ca. seks procent i løntillæg.

Familiens menneskekærlighed er meget stor. Den er meget lidt fordømmende, men korruption og anden uærlighed tolereres ikke.

De indiske fagforeninger gør det næsten umuligt at afskedige personale.
   Brødrene løser et eventuelt problem på området ved at betale deres personale mindsteløn og så lægge lige så meget oveni uden at skrive det ned. Når en ansat udfører sit arbejde utilfredsstillende, fjernes den udokumenterede del af lønnen, hvorefter personen mange gange vælger at sige op.

Brødrene Bhansali er bevidste om, at deres virksomhed er helt afhængig af deres engagement.

De ved, at man ikke kan føle sig sikker på fremtiden.

Men uanset, hvad der sker, har brødrene gjort, hvad de kunne i flere årtier.

Bhansali-familien tror på, at den kvinde, der har lært at læse, vil sørge for, at hendes børn også lærer det.

Tilbage til øjen-operationslejr billeder siden