Vi har modtaget resumé og fotos:
SKS-bestyrelsen besøger Plexus aktivitetshuset på Holstobro-egnen
Lørdag den 6.11. var fem bestyrelsesmedlemmer på besøg hos Aktivitetshuset Plexus i Idom-Raasted, vest for Holstebro
Plexus er et hus, der er opstået ved, at man har nedlagt to forsamlingshuse – et i Idom og et i Raasted. I stedet har man fået et superflot nyt aktivitetscenter for området, der består af ca. 400 beboere. Plexus var i øvrigt også det sted, der vandt Landsbyprisen foran Nørager i 2009, så derfor var det jo ekstra spændende og motiverende at komme til Plexus og høre om deres erfaringer.
Sven Erik Ramsgaard, der er daglig leder, men som også har været en af de ildsjæle, der var med til at få Plexus realiseret, viste os rundt i huset. Sven Erik fortalte om mulighederne og aktivteterne i huset, aktivitetsniveauet, udlejning til fester og firmaer og mange andre ting. Plexus har ansat en kok, og kan derfor tilbyde en standard i mad og drikke, så de kan tilbyde kvalitets mad ud af huset, mad til kurser for firmaer og til fester. Prisen er selvfølgelig lidt højere, men det har bevidst valgt, for at få den profil – og omsætningen i mad er pr. år kr. 2,5 mill. Ud af et budget på kr. 4,5 mill.
– Så det er faktisk lykkedes for Plexus at profilere sig ad den vej. Aktivitetsniveauet i huset er højt, der er mange foredrag, gymnastik, musik, virksomhedsforedrag og en gang om måneden fællesspisning med fra 120 til 200 personer til en pris af kr. 50,00.
Hele aktivitetsniveauet kunne ikke, som Sven Erik påpegede, gå uden pensionisternes hjælp – de er uvurderlige for huset – de gør en kæmpeindsats. Samme pensionister har også muligheden for at købe ind til det mest nødvendige i en lille butik, indrettet i Plexus – ellers skulle de til Holstebro ca. 10km væk.
Byggeriet af Plexus er knyttet til en eksisterende hal og kostede 20 mill. kr., og i forbindelse med byggeriet oprettede man en privatdrevet børnehave, og skolen som er nabo får mad i Plexus hver dag. Disse institutioner kan benytte faciliteterne i Plexus frit hver dag til elever og børnehavebørn, som en del af lokalsamfundets tilbud.
Sven Erik fortalte også om tilblivelsen af Plexus, om de problemer der har været – med sammenlægning og nedlægning af forsamlingshuse, men også med at få Holstebro kommune med i det. Plexus har været heldige med at have haft nogle ildsjæle, der har arbejdet for dette projekt, og har fået det op at stå. For som Sven Erik sagde, det slider folk op, og derfor har der også været udskiftninger i de folk, der er engageret i huset.
Men der er åbenbart mange dygtige folk i Idom-Raasted – for huset kører fint, og aktivteterne er stadigvæk mange – og når man kommer til Plexus, er det dejligt at se og føle, at det kan lade sig gøre, at lave noget i „udkants Danmark“, der tiltrækker lokalsamfundets beboere. Det giver en optimisme og tro på, at tingene kan lade sig gøre – og det kan de.