Fra Lokalavisen lørdag den 22. marts 2014:
Multihalprojektet: Indvielse af Nøragers nye multihal i juni
Arbejdet med halprojektet skrider flot fremad, og der er ikke langt til målstregen.
Årets Landsby 2013, Nørager, kan om et par måneder tage et nyt vartegn i brug, der er blevet til med bidrag fra mange af landsbyens borgere.
Den ny multihal funkler ved indgangen til Nørager Stadion, og der er sat dato på indvielsen, lørdag 7. juni 2014.
Lokalavisen
Multihallen tager nu så meget form, at man allerede godt kan ønske Nørager tillykke med et flot byggeri, som nok skal blive en gevinst for byens borgere i alle aldre og sikkert også vil betyde et boost for både gamle og nye idrætsgrene.
„Tidsplanen overholdes“, fortæller byggekoordinator Gert Johnsen.
„11. april vil det være muligt at kigge forbi inden Anne Linnets koncert i kirken. Den 3. maj holder vi loppemarked, og 7. juni er der indvielse og boldklubbens 60 års jubilæum.“
Inden længe skal halgulvet lægges. Det er der afsat en måned til, fortæller Gert Johnsen.
I de to store omklædningsrum lægges der klinker lige nu, og det samme gælder i omklædningsfaciliteterne til dommerne.
Det er meningen, at omklædningsrummene også kan bruges i forbindelse med fodboldkampe på Nørager Stadion.
Økonomien i omegnen af 5 millioner?
„Den holder“, siger Gert Johnsen, der nu ser frem til et konstruktivt møde med Else Søjmark (S), formand kultur-og udviklingsudvalget i Norddjurs Kommune, i den nærmeste tid, hvor betingelserne for den fremtidige drift af den ny multihal er temaet.
På Anfield i Liverpool står der i spillertunnellen "This is Anfield". I hjemmeholdets omklædningsrum i den ny multihal i Nørager er "Nørager Boldklub" med tilhørende logo en del af fliserne i brusekabinen.